Mæslinger

Faktablad

Hvad er mæslinger?

Mæslinger er en meget smitsom virussygdom, som man kan få i en hvilken som helst alder, og som kan sprede sig bredt. Det er en alvorlig sygdom, som kan medføre komplikationer og endda være dødelig.

Symptoms of measles

Hvad er symptomerne på mæslinger?

Mæslingesymptomerne opstår som regel 10-12 dage efter infektion og omfatter følgende:

  • de første symptomer ligner en forkølelse med løbende næse, hoste og let feber
  • øjnene bliver røde og lysfølsomme;
  • mellem dag 3 og 7 kan man få op til 41 ⁰C i feber;
  • et rødt udslæt, som varer 4-7 dage, starter i ansigtet og spreder sig derefter til hele kroppen;
  • der kan også forekomme små hvide pletter på tandkødet og indersiden af kinderne.
complication illustration

Hvilke komplikationer kan mæslinger medføre?

Der kan opstå komplikationer hos 30 % af de børn og voksne, som smittes med mæslinger. Disse kan omfatte øreinfektioner og diarré.

Lungebetændelse er en mulig alvorlig komplikation, som har ført til dødsfald hos nogle mæslingepatienter, og det er den hyppigste årsag til dødsfald i forbindelse med mæslinger.

Dødeligheden for mæslinger er 1-3 personer pr. 1 000 tilfælde og ligger højest blandt børn under fem år og personer med nedsat immunforsvar.

Ca. 1 mæslingepatient ud af 1 000 udvikler hjernebetændelse (encephalitis), som er en tilstand, der medfører permanent neurologisk funktionsnedsættelse i ca. 1 ud af 4 tilfælde.

En vedholdende infektion med mæslingevirus kan i meget sjældne tilfælde fremkalde subakut skleroserende panencefalitis (SSPE), som er en sygdom, hvor nerverne og hjernevævet gradvis degenererer, og som oftere opstår, når mæslingeinfektionen forekommer i en yngre alder. SSPE opstår typisk adskillige år efter, patienten havde mæslinger — gennemsnitligt 7-10 år efter infektionen. Symptomerne omfatter personlighedsændringer, gradvis forværring af den mentale tilstand, muskelspasmer og andre neuromuskulære symptomer. SSPE kan ikke helbredes og er altid dødelig.

woman coughs

Hvordan spredes mæslinger?

Det virus, som forårsager mæslinger, spredes gennem luftbårne dråber, der udstødes, når en smittet person hoster og nyser. Dråber indeholdende virus kan forblive i luften i flere timer, og virusset kan smitte på inficerede overflader i op til to timer. En person med mæslinger kan smitte andre, selv før udslættet bryder ud (normalt 4 dage), og i ca. 4 dage efter udslættet er startet.

Mæslinger spredes let blandt ikkevaccinerede personer. Det vurderes, at én person med mæslinger i gennemsnit kan smitte mellem 12 og 18 ubeskyttede personer.

Hvem har risiko for at få mæslinger?

Alle, som ikke er vaccineret mod mæslinger, eller som ikke har haft sygdommen, har risiko for at få mæslinger i en hvilken som helst alder.

Baby being vaccinated

Hvad kan man gøre for at undgå at få mæslinger?

Den eneste beskyttelse mod mæslinger er vaccination. MFR-vaccinen er en kombinationsvaccine, som beskytter mod mæslinger, fåresyge og røde hunde. MFR-vaccinen er sikker og effektiv og har meget få bivirkninger. Der er indberettet lette reaktioner, såsom feber, rødme eller hævelse på injektionsstedet. Nogle personer, som får vaccinen, kan typisk 7-14 dage efter vaccinationen udvikle et mildt, ikkesmitsomt, mæslingelignende udslæt, som forsvinder igen i løbet af 1-3 dage.

For at opnå den maksimale beskyttelse skal man have to doser af vaccinen. Den første dosis gives i de europæiske lande i alderen 10-18 måneder. Den anden dosis kan gives en måned eller derover efter den første dosis i overensstemmelse med det nationale vaccinationsprogram.

I forbindelse med udbrud kan MFR-vaccinen gives tidligere. Spædbørn fra 6-9-månedersalderen, som befinder sig i — eller skal rejse til — et område, hvor der er stor risiko for at blive eksponeret for mæslinger, bør få en ekstra dosis af MFR-vaccinen. En sådan dosis inden 9-månedersalderen supplerer de to doser, der gives inden for det nationale vaccinationsprogram, og som har til formål at give fuld beskyttelse.

doctor illustration

Hvordan behandles mæslinger?

Der er ingen specifik behandling for mæslinger, men de fleste bliver raske igen med understøttende behandling, som kan omfatte væskeindtagelse og febernedsættende medicin.

Der træffes en række foranstaltninger for at undgå, at mæslinger spredes, herunder karantæne fra skole eller arbejde for både den smittede og for personer med uvis vaccinationsstatus, som har haft tæt kontakt til den smittede.

Antibiotika virker ikke mod mæslinger, fordi sygdommen forårsages af en virus. Antibiotika anvendes imidlertid ofte til at behandle komplikationer i form af bakterieinfektioner som følge af mæslinger, herunder lungebetændelse og øreinfektioner.

 

Du kan finde mere information på ECDC's websted: https://www.ecdc.europa.eu/en/measles/facts/factsheet (EN)

Bemærk: Indholdet af dette faktablad er ment som generel information og bør ikke erstatte den individuelle rådgivning og vurdering, som sundhedspersonale kan give.

Page last updated 13 mar 2020